Redegørelse for lystbådehavne
Blå turisme
I Kalundborg Kommunes turistpolitiske redegørelse er udvikling af maritim/blå turisme et af de højt prioriterede udviklingsfelter. Lystbådehavnene er allerede i dag en betydelig overnatningsform med ca. 8100 (4 %) af kommunens turistovernatninger. Kalundborg er en kystkommune med mange små lystbådehavne og spændende lystsejlerfarvande, så der er absolut potentiale for udvikling af denne turismeform.
Havnene har en særlig betydning i de mindre samfund, hvor de fleste af dem er placeret; lokalt er deres betydning langt større, end ovennævnte 4 % kunne tyde på. Dels er havnenes andel af de lokale overnatninger langt større end de 4 %, dels er havnenes afledte effekter for turismen langt større. Havnene er selve disse samfunds livsnerver, de er stederne, hvor der er liv, og hvor man samles.
Rigtig mange turister besøger lystbådehavne, og ofte er de kommet for at besøge havnemiljøet. En lystbådehavn består af rigtig mange faciliteter, såsom legepladser, grillpladser, vinterbadning, værksteder og andre servicefaciliteter osv. Derfor er det vigtig at havnemiljøet bliver bevaret og udvikles så havnene kan leve op til den udvikling som fremtiden kan bringe.
Kalundborg Kommune arbejder med at skabe bedre miljøer omkring havnene, så de bliver benyttet af de lokalsamfund, som er med til at skabe liv i havnene, samt fremmer den kvalitet som en lystbådehavn kan tilbyde besøgende. Havnene er selve disse samfunds livsnerver, de er stederne, hvor der er liv, og hvor man samles.
Anlæg af lystbådehavne
Kystdirektoratet er myndighed på søterritoriet. Det er således Kystdirektoratet der træffer afgørelse i forbindelse med udvidelse og nyetablering af havne på søterritoriet inden for gældende lovgivning. Kystdirektoratet er ikke bundet af de fastsatte retningslinjer og målsætninger i kommuneplanen.
Retningslinjerne er i overensstemmelse med de turistpolitiske mål for udbygning af sejlerturismen samt ønsket om at beskytte meget sårbare fugleområder, ikke mindst Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområder i Sejerø Bugt, som Danmark har forpligtet sig til at sikre. Imidlertid er der netop i disse områder meget store rekreative interesser. Derfor tillades i visse tilfælde udvidelser og nyanlæg her, hvis det kan foregå uden negativ påvirkning af de naturmæssige værdier, som Danmark er forpligtiget til at varetage.
Kommunen mener, at der bør kunne etableres primitive overnatningspladser i tilknytning til lystbådehavnene. Specielt i lokalsamfund uden campingplads eller vandrerhjem vil dette fremme muligheden for sejlads med mindre både. Sådanne funktioner betragtes imidlertid ikke som havnefunktioner og må respektere strandbeskyttelseslinjen, medmindre en konkret vurdering gør det muligt at dispensere herfra.
Lokale forhold
For Havnsø Havn (rammeområde S3.R01) fastholdes udvidelsesrammen fra Kommuneplan 2009 - 2021 på 550 bådpladser, mod i dag 250 bådpladser. Havnsø er i den turistpolitiske redegørelse udpeget som et turismerelevant lokalsamfund, hvor der derfor er særligt grundlag for at styrke havneudviklingen. Her er der gode muligheder for at skabe liv og kvalitet og synergieffekten for lokalsamfundet vil som sådan være størst. En forudsætning for realiseringen er, at beskyttelsesinteresser ikke tilsidesættes. Samtidig skal der tages særligt hensyn til havudsigten.
Sejerø har også både et potentiale og behov for turismeudvikling. Sejerø Havn (rammeområde S5.R01) ligger attraktivt i "hovedlandevejen" for lystsejlerne og har som kommunens største gæstehavn et særligt potentiale, også med hensyn til at skabe afledte aktiviteter i andre, mindre havne. Derfor giver kommuneplanen mulighed for, at der kan ske udvidelse fra 200 til 280 bådpladser.
Ved Havneparken (rammeområde K01.R03) gives der mulighed for at udvide antallet af bådepladser fra 167 til 227. Belliggenheden i centrum af Kalundborg ved havneparken giver mulighed for at skabe et unikt havnemiljø.
For Nyby/Røsnæs havn (ikke rammelagt) fastholdes udvidelsesrammen fra kommuneplan 2009 - 2021 på 50 bådpladser. Beliggenheden tæt på sommerhusområder og Kalundborg giver potentiale og gode muligheder for at skabe et attraktivt miljø omkring en aktiv lystbådehavn.
Links og dokumenter
> Ajourføring af datagrundlaget for Turistpolitisk Redegørelse