Tillæg nr. 9 til Kalundborg Kommuneplan 2021-2032
Udarbejdet i tilknytning til Lokalplan nr. 590 for Udvidelse af solcelleanlæg ved Lerchenborg
1. Indledning og baggrund
Formål og indhold
Kommuneplantillæg nr. 9 er udarbejdet med det formål at udlægge et område til teknisk anlæg i form af en udvidelse af et eksisterende solcelleanlæg ved Lerchenborg. Kommuneplantillægget er udarbejdet parallelt med planlægningsarbejdet for forslag til Lokalplan nr. 590 for udvidelse af solcelleanlæg ved Lerchenborg.
Kommuneplantillægget udvider det eksisterende rammeområde K12.T01 med et areal på ca. 54,5 ha. Arealet drives i dag som intensivt landbrug. Inden for det udvidede rammeområde kan der etableres og drives anlæg til vedvarende energi i form af solcelleanlæg og vindmøller.
Tillægget tager afsæt i planlovens §11b stk.5 som gør det mulig at planlægge for solcelleanlæg i landskaber karakteriseret som herregårdslandskaber eller godslandskaber, hvor disse ikke længere har en særlig kvalitet. Der er gennemført en analyse af landskabets karakter og dens kvaliteter, der forholder sig til karakteristika og landskabelige kvaliteter i forhold til ovenstående bestemmelse i planloven. Se afsnittet Landskab for redegørelsen.
Kommunalbestyrelsens mål
Kalundborg Kommune har gennem en tværkommunal planlægning i regi af DK2020 sat mål for, hvordan kommunen skal bidrag til at nå de nationale og internationale klimamålsætninger for 70% reduktion af drivhusgasudledninger inden 2030 og klimaneutralitet i 2050. Med planen 'Klimaneutral og klimarobust Kommune 2050' har Kalundborg Kommune udstukket den overordnede ramme og retning for kommunens klimatiltag, herunder planlægning for opstilling af solceller, vindmøller og biogas, som en del af omstillingen af energiproduktion til vedvarende energikilder.
Kalundborg Kommunes DK2020-plan er en overordnet planlægningsramme, der understøtter kommunens øvrige planlægning indenfor CO2-reduktion, herunder Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 samt Strategisk Energiplan 2035, der blandt andet tilslutter sig de nationale mål om, at el- og varmeforsyningen skal dækkes af vedvarende energi i 2035, og at hele energiforsyningen skal være dækket af vedvarende energi i 2050.
Eksisterende rammebestemmelser
Planområdet er en udvidelse af eksisterende kommuneplanramme K12.T01 ’Vindmølleområde på Asnæs’.
Ideer og forslag
Planlægningen blev igangsat ved at indkalde ideer og forslag til planlægningen i januar 2023.
Kalundborg Kommune modtog seks bidrag som har været forelagt Kalundborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg d. 17. april 2023. De seks indkomne forslag har indgået i det videre planarbejde.
Figur 1: Planområde (orange) for udvidet kommuneplanramme. Af kortet fremgår også eksisterende kommuneplanrammer.
Figur 1: Planområde (orange) for udvidet kommuneplanramme. Af kortet fremgår også eksisterende kommuneplanrammer.
2. Redegørelse
Kommuneplan 2021-2032
Planområdet for et nyt solcelleanlæg ved Lerchenborg ligger i landzone og forbliver i landzone. Dele af området er omfattet af gældende kommuneplanramme K12.T01 ’Vindmølleområde på Asnæs’ samt lokalplan 538 ’Vindmøller ved Lerchenborg’.
Kommuneplantillægget udvider det eksisterende rammeområde K12.T01 med et areal på ca. 54,5 ha.
Forsyningsstruktur
Prioriteringen af et udvidet solcelleanlæg på Asnæs understøtter kommuneplanens retningslinjer 4.35.17 og 4.35.18, der lægger vægt på tilvejebringelse af nødvendig infrastruktur til tilkobling på det eksisterende elnet samt at vægte synergi med den samlede forsyningsinfrastruktur i forbindelse med etablering af solcelleanlæg i det åbne land.
Asnæshalvøen er gennem årtier udviklet til at være en produktions- og energiklynge på Vestsjælland, og området udgør i dag et af Danmarks væsentligste havne- og industriområder. Kalundborg Havn er således næststørste industrihavn på Sjælland og Kalundborg er Sjællands største industriby udenfor København.
Asnæsværket har siden 1950’erne været det mest markante industrianlæg i området. Med de seneste års udbygning af vedvarende energiproduktionsanlæg på Asnæs og med Asnæsværkets samtidige omstilling fra kul- til træflisfyring er industriklyngen på Asnæs gået ind på en omstilling til mere bæredygtige energikilder og produktion. Den tunge industri udbygges fortsat på Asnæs blandt andet med udbygningen af Kalundborg Havn mod vest langs Asnæs' nordkyst, men også den højteknologiske produktion i industriklyngen udvikles af flere større industrivirksomheder, som for nylig har igangsat en udvidelse af produktionen i Kalundborg.
Som følge af energiklyngen på Asnæs er der gjort betydelige investeringer i forsyningsnettet i området, ligesom der er opbygget interne forsyningslinjer mellem de energiproducerende og energiforbrugende industrier i området med lokal overførsel af blandt andet overskudsstrøm og procesdamp via partnerskabet Kalundborg Symbiosis.
Den veludbyggede forsyningsinfrastruktur i energiklyngen betyder, at solcelleanlægget ved Lerchenborg med det samme vil kunne tilsluttes det eksisterende elnet, idet der findes en større transformatorstation i forbindelse med Asnæsværket (ASV_132) med ledig kapacitet. Den eksisterende kapacitet på elnettet, betyder at anlægget straks efter sin etablering vil kunne bidrage til den vedvarende energiproduktion, og dermed understøtte den kommunale og nationale planlægning, der arbejder for at opnå en væsentlig reduktion af udledning af drivhusgasser indenfor en fastsat tidsramme.
Der er således væsentlige funktionelle og planlægningsmæssige begrundelser for at udvide solcelleanlægget ved Lerchenborg.
Øvrig planlægning for VE-anlæg
Kalundborg Kommune har i 2021 foretaget en screening af ti ansøgte placeringer af solcelleanlæg i kommunen og ud fra en helhedsvurdering af relevante miljøforhold, nabohensyn, arealbindinger og planlægningsmæssige hensyn vurderet områdernes egnethed til VE-anlæg. Kalundborg Kommune har på den baggrund kategoriseret de ti projektforslag i kategorierne 1) Kan umiddelbart igangsættes, 2) Kan potentielt igangsættes, 3) Bør undersøges yderligere og arealer bør konkretiseres og 4) Bør ikke igangsættes. Udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg er et ud af to projekter, der vurderedes umiddelbart at kunne igangsættes.
Planforslaget vil berøre en række retningslinjer i kommuneplanen, som er beskrevet i det følgende.
Kystnærhedszonen
Planområdet for et udvidet solenergianlæg ved Lerchenborg ligger inden for kystnærhedszonen.
Formålet med kystnærhedszonen er, at de åbne kyster fortsat kan udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi. Kystnærhedszonen er således ikke en forbudszone, men der må i kystnærhedszonen kun planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.
Som redegjort for ovenfor er der væsentlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelser for placering af yderligere vedvarende energiproduktion i forbindelse med energiklyngen på Asnæs. Placeringen indenfor kystnærhedszonen betyder, at der er særlig opmærksomhed på anlæggets visuelle og landskabsmæssige påvirkninger.
I forbindelse med miljøvurdering af planområdet er der gennemført en landskabsvurdering af, hvordan et udvidet solenergiprojekt ved Lerchenborg kan forventes at påvirke oplevelsen af landskabet indenfor kystnærhedszonen. Undersøgelsen omfatter rekognoscering af landskabsforhold, udarbejdelse af en landskabslæsning, fotooptagelser og udarbejdelse af visualiseringer af det foreslåede projekt. Visualiseringsrapporten og landskabslæsningen er offentligt gjort som bilag 1 og 2 til miljøredegørelsen samtidigt med lokalplan og nærværende kommuneplantillæg.
Overordnet set vil der være funktionelle, planlægningsmæssige, visuelle og landskabsmæssige fordele ved at samle tekniske anlæg i kommunen og ikke sprede de tekniske anlæg og disses landskabelige-visuelle påvirkninger unødigt i kommunen. I den henseende er det hensigtsmæssigt at prioritere udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg, der ligger i forbindelse med energiklyngen på Asnæs (jf. afsnit Forsyningsstruktur).
Projektområdet for udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg ligger centralt på den inderste del af halvøen Asnæs, umiddelbart syd for den nye Kalundborg Vesthavn og umiddelbart vest for det eksisterende solcelleanlæg på ca. 80ha etableret i 2015, dog adskilt herfra af et mindre skovparti. På tværs af projektområdet løber en linje af seks vindmøller etableret i 2012. To af disse vindmøller står indenfor det markstykke, der opstilles solceller på. Det udvidede solcelleanlæg placeres således på arealer, hvor der allerede er opstillet teknikanlæg til vedvarende energiproduktion og desuden bag meget markante industrianlæg i forhold til Kalundborg Fjord (Asnæsværket og Ny Vesthavn).
Nærområdet er stærkt præget af energiproduktionsanlæg og Kalundborgs tunge industri. Indenfor 2 km fra projektafgrænsningen ligger således Kalundborg Ny Vesthavn, Asnæsværket, Kalundborg Raffinaderi, RSG Nordic, Meliora Bio og Kalundborg Bioenergi. Nærmest af disse er Kalundborg Ny Vesthavn, der ligger ca. 200 meter nord for projektområdet, og Asnæsværket, der ligger ca. 700 meter fra projektområdet. Der er desuden planlagt for en yderligere havneudvidelse i vestlig retning i forlængelse af den nyligt etablerede Ny Vesthavn jf. kommuneplanramme K07.T01. Solcelleanlægget ligger således i et nærområde, der på forhånd er stærkt præget af tung industri.
Konklusionen af landskabsundersøgelsen ifm. miljøvurdering af planerne er, at kystnærhedszonen omkring Kalundborg Havn allerede i dag er stærkt præget af tung industri i meget stor skala. Udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg udgør i den sammenhæng et mellemstort teknisk anlæg sammenlignet med de eksisterende industrier og tekniske anlæg. Udvidelsen af solcelleanlægget repræsenterer således et nyt teknisk anlæg i området, der på en hensigtsmæssige måde supplere eksisterende tekniske anlæg og ikke et anlæg som i stor grad vil ændre den samlede oplevelse af kysnærhedszonen i sin nuværende form (jf. Miljøredegørelse s. 44-45).
Der er i dag kun få steder langs Asnæs Skovvej udsigt til havet på Asnæs' sydside. Det nye solcelleanlæg vil derfor kun i begrænset omfang hindre udsynet til vandet mod syd set fra Asnæs Skovvej og i det omfang havudsigten hindres vil dette være i form af nye levende hegn, der afskærmer for indsyn til solcelleanlægget.
Det udvidede solcelleanlægget vil ikke have betydning for offentlig adgang til kysterne på Asnæs hverken mod nord eller syd, ligesom der fortsat vil være offentlig passage gennem planområdet via den eksisterende markvej og via en nyetableret grøn passage.
Samlet set vurderes det nye solcelleanlæg at have nogen men ikke en væsentlig negativ påvirkning af kystnærhedszonens beskyttelsesinteresser. I den udstrækning kystlandskabet påvirkes vil dette primært være i form af hindret udsyn over marker og punktvis over havet mod syd set fra Asnæs Skovvej. Der vil være stedvise punkter langs Asnæs Skovvej, hvor solcelleanlægget vil være synligt, men dette i så begrænsede områder, at det vurderes ikke væsentligt at påvirke den samlede landskabsoplevelse negativt (jf. Bilag 1 til miljøredegørelsen).
Landskab
Planområdet ligger indenfor et areal udpeget til særligt værdifulde landskaber samt en udpegning af værdifuldt kulturmiljø.
Særligt værdifulde landskaber og landskabskarakter
Projektområdet ligger placeret indenfor et areal, der i Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 er udpeget som særligt værdifulde landskaber, svarende til bevaringsværdige landskaber. Arealet dækker hele Asnæs halvøen. Som redegjort for ovenfor er der en række funktionelle og planlægningsmæssige begrundelser, for at udvide solcelleanlægget på Asnæs.
I kommuneplanens retningslinjer nr. 4.11.2 og 4.11.3 fremgår det, at særligt værdifulde landskaber udgør karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. Af retningslinjerne fremgår det desuden, at der kun kan opføres ikke erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri eller ske ændringer i arealanvendelsen, såfremt det ikke påvirker landskabets karakter og oplevelsesmuligheder negativt og under hensyn til det enkelte karakterområdes nøglekarakteristika og tilhørende anbefalinger. Nøglekarakteristika og anbefalinger fremgår af kommunens landskabskarakterbeskrivelser.
Af Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 fremgår det som et mål, at landskabskaraktervurderingerne benyttes i lokalplaner, kommuneplantillæg og til at vurdere konkrete projekters indvirkning på de landskabelige oplevelser og helheder. Af Kalundborg Kommunes landskabskarakterbeskrivelser fremgår det, at 'Karakterområde Lerchenborg' er et klassisk herregårdslandskab domineret af hovedgården Lerchenborg og dennes kulturhistoriske elementer herunder Lerchenborgs store bygningsmasse, alléer, store marker, skove og de relativt få huse i form af husmandsbebyggelserne. Nærhed og udsigt til havet er desuden karakteristisk for området.
Derudover fremhæves det, at den østlige del af karakterområdet Lerchenborg er stærkt påvirket af industrien omkring Asnæsværket, ligesom højspændingsledninger og vindmøller er dominerende for karakterområdet. Landskabsbeskrivelsen påpeger, at det nordøstlige hjørne af karakterområdet ved Lerchenborg ikke vurderes som særligt værdifuldt bl.a. på grund af den markante påvirkning fra industrien, jf. planlovens §11b stk. 5, der muliggøre planlægning for solceller i herregårdslandskaber, hvis dets værdifulde karakter ikke længere vurderes særligt tilstedeværende. Denne vurdering er foretaget før udvidelsen af Kalundborg Havn med Ny Vesthavn, og den samlede påvirkning af det nordøstlige karakterområde, må derfor forventes at være endnu stærkere i dag end på daværende tidspunkt. Det udvidede solcelleanlæg ved Lerchenborg placeres i den nordøstlige del af karakterområdet.
Overordnet beskrives landskabskarakteren som et storskala-landskab med relativt få, men store landskabselementer herunder Lerchenborgs bygningsmasse og de tekniske og industrimæssige anlæg i området.
Det udvidede solcelleanlægs påvirkning af den samlede landskabelige oplevelse er redegjort for ved feltundersøgelser af landskabsforhold, udarbejdelse af en landskabslæsning, fotooptagelser og udarbejdelse af visualiseringer af det foreslåede projekt i forbindelse med miljøvurdering af planer og projekt.
Resultatet af undersøgelsen er, at det udvidede solcelleanlæg tilføjer et nyt større landskabselement til nærområdet, der i sin størrelse og type ikke adskiller sig fra de allerede eksisterende landskabselementer i nærområdet. Solcelleanlægget følger de eksisterende markskel og den eksisterende hegnsstruktur, og med en forlængelse af de eksisterende levende læhegn vil synligheden af selve teknikanlægget være begrænset. Den største visuelle påvirkning af det større sammenhængende landskab vil være i form af nye levende hegn, der i sin form og med sin artssammensætning af hjemmehørende arter med tiden vil komme til at ligne de eksisterende hegn i nærområdet og følge samme overordnede linjer i landskabet (jf. Bilag 1 til miljøredegørelse).
Terrænet og den eksisterende beplantning medfører, at der kun ganske få steder langs Asnæs Skovvej er udsigt til havet på Asnæs' sydside. Selvom der etableres nye levende hegn, vil det nye solcelleanlæg derfor kun i begrænset omfang hindre udsynet til vandet mod syd set fra Asnæs Skovvej. En engpassage gennem anlægget sikrer forsat kig fra Asnæs Skovvej mod syd frem til Nøddemosehøj og et langt kig mod sydøst på tværs af anlægget frem til Birkemose Skov. Bestemmelser for tæthed, udformning og præcisering af læhegn og skovbælter vil indgå i lokalplanens bestemmelser.
Set mod nord fra Østrupvej syd for anlægget vil der være nogen visuel påvirkning af det samlede landskabsbillede, da solcellerne fra denne vinkel på grund af terrænet ikke vil være fuldt dækket af den afskærmende beplantning. Den begrænsede synlighed er dog på en afstand af ca. 300 meter fra vej og beboelse. På grund af den væsentlige afstand og i samspil med områdets øvrige teknik- og industripræg, vurderes dette ikke at have væsentlig negativ betydning for den samlede oplevelse af landskabets karakter og sammenhæng. Bestemmelser for nedtagelse, afvikling og reetablering af arealet vil fremgå af nærmere planlægning for arealets anvendelse.
For at mindske den visuelle påvirkning af det bevaringsværdige kystlandskab, vil der langs lokalplanens afgrænsning mod Asnæs Skovvej, blive etableret skovbælter. Ved udpeget strækninger mod nord og i vest vil arealafgrænsningen være trukket tilbage 30m for at skabe udsigts korridorer mod essentielle landskabskarakterer. Mod vest vil tilbage trækningen af afgrænsningen mindske påvirkningen af udsigten fra Asnæs Skovvej mod syd, og i nord friholdes et areal som har til formål at mindske påvirkningen af oplevelsen af Alléen.
Samlet set vurderes det nye solcelleanlæg at have nogen men ikke en væsentlig negativ påvirkning af de særligt værdifulde landskaber eller af områdets landskabskarakter. Solcelleanlægget tilføjer et landskabselement til et i forvejen storskala- og produktionspræget landskab, og nye levende hegn følger i sin placering og udformning eksisterende linjer og kendetegn i landskabet.
I den udstrækning landskabet påvirkes vil dette primært være i form af hindret udsyn over marker og punktvis hindret udsyn til vandet mod syd fra Asnæs Skovvej, hvor nye beplantningsbælter vil hindre udsynet. Der vil være stedvise punkter langs Asnæs Skovvej, hvor solcelleanlægget vil være synligt, men dette i så begrænsede områder, at det vurderes ikke væsentligt at påvirke den samlede landskabsoplevelse negativt.
Værdifuldt kulturmiljø
Planområdet er en del af en større udpegning af værdifuldt kulturmiljø, der omfatter store dele af Asnæs og vedrører Lerchenborgs bygninger og parkanlæg samt Lerchenborgs nuværende og tidligere jorde.
Derudover er der en udpegning af værdifuldt kulturmiljø omkring Østrup, der omfatter et areal på Asnæs' sydlige kyst, der grænser op til planområdet. Udpegningen vedrører bandt andet den række husmandsbebyggelser langs Østrupvej.
De særlige karakteristika ved det værdifulde kulturmiljø er i stor udstrækning de samme som fremgår af Kalundborg Kommunes landskabskarakterbeskrivelse for karakterområde Lerchenborg, som der er beskrevet ovenfor. Det udvidede solcelleanlæg vil kun i meget begrænset omfang eller slet ikke være synligt fra og i sammenhæng med bygningsmassen på ejendommen Lerchenborg. Anlægget følger landskabets eksisterende strukturer i form af markskel og levende hegn og bryder således ikke med den historiske inddeling og orientering i landskabet. Engpassagen på tværs af anlægget betyder, at de levende hegn langs Asnæs Skovvej brydes op af kig mod syd og sydøst (Bilag 1 til miljøredegørelse).
For det areal solcelleanlægget optager vil de åbne markflader overgå til et teknisk anlæg. Det vil dog i stor udstrækning være de nye levende hegn omkring anlægget, der udgør den primære visuelle påvirkning af det kulturhistoriske landskab. Idet de nyetablerede hegn følger de eksisterende markskel og vejstrækninger og udføres med arter, der er hjemmehørende og stedsegrønne i regionen, vurderes dette at have en mindre betydning for det samlede kulturmiljø.
Lindealléen langs Asnæs Skovvej udgør et af de karakteristiske kulturhistoriske landskabselementer i forbindelse med Lerchenborg Gods. Solcelleanlægget støder op til de sidste 30 meter af alléen fjernest fra Lerchenborg Gods. For at afbøde den visuelle påvirkning af alléen i projektets nordøstlige hjørne er den afskærmende beplantning på dette sted trukket 30 meter tilbage fra alléen, dels for at afskærme for indsyn til solcelleanlægget fra alléen, dels for at bevare et luft og kig langs allétræerne på begge sider.
Som redegjort for ovenfor vil der være nogen synlighed af anlægget fra syd omkring husmandsstederne langs Østrupvej. Dette dog med ca. 300 meters afstand og fortsat med de åbne dyrkede marker i landskabets forgrund. Solcelleanlægget påvirker således i mindre grad udsigten mod nord fra husmandsstederne, men har ingen betydning for de bærende elementer for udpegningen af det værdifulde kulturmiljø såsom ejendommenes arkitektur og bebyggelsens overordnede struktur og ensartethed. Solcelleanlægget har desuden ingen betydning for ejendommenes adgang eller udsyn til kysten.
Samlet set vurderes det udvidede solcelleanlæg at have begrænset betydning for den samlede oplevelse af det værdifulde kulturmiljø. I den udstrækning anlægget påvirker de kulturhistoriske landskabselementer er dette ikke de primære kulturhistoriske elementer. Godsets hovedbygningskompleks, det helstøbte aksefaste parkanlæg, skove, lunde eller den overordnede hegnsstruktur mellem markflader anses som primære elementer og vil ikke påvirkes betydeligt. Den indirekte påvirkning af den yderste del af lindealléen på Asnæs Skovvej samt optagelsen af dele af godsets åbne marker til solcelleanlæg, vurderes at være en begrænset påvirkning af det værdifulde kulturmiljø og ikke i en størrelsesorden, der har væsentlig negativ betydning for oplevelsen af det kulturhistoriske landskab.
Drikkevandsinteresser
Planområdet for et udvidet solenergianlæg ved Lerchenborg ligger ikke indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD-område). Derimod ligger store dele af planområdet indenfor et område med almindelige drikkevandsinteresser (OD-område). Der ligger ingen drikkevandsboringer til almen vandforsyning inden for eller i umiddelbar nærhed til området. Planområdet er heller ikke i berøring med hverken boringsnære beskyttelsesområder eller indvindingsoplande.
Solceller betragtes ikke som et grundvandstruende anlæg, og et nyt solcelleanlæg i området vurderes ikke umiddelbart at kunne udgøre en egentlig trussel for drikkevand. Montering af solcellestativer med jordspyd eller punktfundamenter berører kun det øverste jordlag og har ingen praktisk betydning i forhold til grundvand.
Arealet anvendes i dag til markdrift med tilførsel af gødning og sprøjtemidler. Ved en overgang fra landbrugsdyrkning til solcelleanlæg vil arealerne være undtaget dyrkning, herunder tilførsel af gødning og sprøjtemidler, og dermed forventes et solcelleanlæg at have positiv påvirkning på områdets grundvandressourcer og drikkevandsinteresser.
Grønt Danmarkskort
Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 indeholder retningslinjer for Grønt Danmarkskort (nr. 4.9), herunder udpegning af økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser samt områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser og potentielle naturområder.
Der er ingen udpegninger af områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser indenfor planområdet. En mindre sø i den nordlige del af området er udpeget som potentielt naturområde. Udpegningen overlapper med mindre dele af det nordlige planområde. Der er udpeget en økologisk forbindelse omkring skovpartiet Birkemose, der overlapper en smule med den østlige kant af planområdet. Der er udpeget en potentiel økologisk forbindelse mellem kysten og Birkemose, der omfatter dele af det nordlige planområde.
Af kommuneplanens retningslinjer fremgår det blandt andet, at det indenfor de potentielle økologiske forbindelser tilstræbes, at eksisterende naturområder sikres mod en udvikling, der kan forringe livsbetingelserne for det nuværende dyre- og planteliv. Tilsvarende skal det tilstræbes, at der i de potentielle økologiske forbindelser skabes nye naturarealer, der kan forbedre dyr og planters spredning og deres frie bevægelse i de eksisterende naturområder (jf. Miljøredegørelse s. 76-78).
For at sikre flora og faunas spredningsmulighed gennem projektområdet er projektet udformet med en åben engpassage i sydøst/nordvestlig retning overlappende med udpegningen til potentiel økologisk forbindelse. Korridoren sikrer blandt andet spredningsmuligheder for rådyr og andre hjortearter mellem Birkemose og Forskov, ligesom den sikrer spredningsmuligheder til og fra den §3-beskyttede sø, der ligger i den nordlige del af projektområdet. Funktionaliteten af den potentielle økologiske forbindelse, der løber gennem den nordlige del af planområdet vil derfor ikke blive påvirket negativt af planlægningen. Omlægningen af områdets arealer fra konventionelt dyrket landbrugsjord til friholdte arealer med græs og urter, som ikke sprøjtes eller gødes, vurderes derimod at forbedre spredningsmulighederne for en lang række dyr- og plantearter i den potentielle økologiske forbindelse.
Engpassagen giver også mulighed for at etablere en rekreativ stiforbindelse på tværs af området, hvor borgere og gæster kan færdes frit og opleve områdets natur- og landskabselementer. I projektets landskabsplan er således foreslået en trampesti, der forbinder mellem Asnæs Skovvej hen over engen, forbi områdets §3-sø og frem til Birkemose Skov og Nøddemosehøj, hvorfra der er særlig god udsigt over Asnæs. Den nye engpassage giver således borgere bedre adgang til området og nye muligheder for at opleve natur- og landskabselementer på nært hold, som ikke tidligere har været tilgængelige.
Figur 2: Landskabsplan for udviddet solcelleanlæg ved Lerchenborg
Figur 2: Landskabsplan for udviddet solcelleanlæg ved Lerchenborg
De dele af den økologiske forbindelse omkring Birkemose, der overlapper med planområdets østlige del, drives i dag som konventionelt landbrug med tilførsel af gødning og sprøjtemidler. Disse arealer vurderes derfor ikke som særligt attraktive eller anvendelige for dyr og planters spredning i landskabet i sin nuværende form. For at forbedre den økologiske funktionalitet af skovbrynet og den økologiske forbindelse er projektet udformet, så solcellerne er placeret omkring 20-30 meter fra Birkemose, hvilket vil understøtte skovbrynets funktion som spredningskorridor i den økologiske forbindelse (jf. Miljøredegørelsen s. 74-75).
Samlet vurderes anlæg og drift af solcelleanlæg ikke at påvirke områdets økologiske forbindelser, potentielle økologiske forbindelse eller øvrige udpegninger i Grønt Danmarkskort.
Natura 2000-områder og bilag IV-arter
Ifølge habitatbekendtgørelsen kan et planforslag ikke vedtages, hvis gennemførelse af planen kan betyde:
1) at planen skader Natura 2000-områder (fuglebeskyttelsesområder og habitatområder),
2) at yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i Habitatdirektivets bilag IVa kan blive beskadiget eller ødelagt, eller at de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IVb i alle livsstadier, kan blive ødelagt (bilag IV-arter).
Det nærmest beliggende Natura 2000-område til lokalplanområdet og kommuneplanrammen er N166 ’Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord’ ca. 1 km nordvest for planområdet. Derudover er der fem Natura2000-områder beliggende mellem 8,5 og 20 km fra planområdet. Der er i forbindelse med miljøvurdering af nærværende plan undersøgt for en eventuel påvirkning af områder såvel som arter og naturtyper på udpegningsgrundlag for alle seks Natura2000-områder.
Den samlede vurdering på baggrund af den udarbejde miljøvurdering er, at planforslaget ikke vil medføre en væsentligt negativ påvirkning af N166 ’Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord’ eller andre Natura2000-områder. Det skyldes, at der ikke påvirkes arter eller disses levesteder eller naturtyper, der er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områderne, hverken i solcelleanlæggets anlægs- eller driftsfase. Solcelleanlægget vil derfor ikke påvirke bevaringsstatus for hverken arter eller naturtyper på udpegningsgrundlagene for de nærliggende Natura 2000-områder.
I løbet af driftsfasen forventes de levende hegn at kunne få en positiv effekt for fouragerings- og spredningsmulighederne for flagermus i projektområdet. Arealerne i projektområdet plejes med henblik på øget biodiversitet kan det derudover have en positiv effekt for flagermus og padders levevilkår indenfor planområdet.
Miljøredegørelse
I henhold til § 3 stk. 1 nr. 1 i lov om miljøvurdering af planer og programmer, skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der i medfør af planloven tilvejebringes kommuneplaner eller kommuneplantillæg.
Miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg nr. 9 er sammenfattet i ’Miljøredegørelse for udvidelse af solcelleanlæg ved Lerchenborg’, som også indeholder miljøkonsekvensvurdering af projektforslaget for udvidelse af solcelleanlæg ved Lerchenborg inklusiv kabelføring til Asnæsværket. Miljøredegørelsen offentliggøres sammen med forslaget til kommuneplantillæg.
Det er vurderet, at planen ikke vil medføre væsentlige indvirkninger på miljøet.