Redegørelse for flyvepladser
Almen flyvning er motorflyvning med fly mellem 170 kg og 7.500 kg.
Begrebet almen flyvning dækker de af statens luftfartsvæsen definerede kategorier: erhvervsflyvning (taxiflyvning), rundflyvning, landingsøvelser samt privatflyvning (hvor også piloten/ejeren har et transportbehov enten erhvervsmæssigt eller privat).
Kommunalbestyrelsen ønsker at sikre, at der er flyvepladser, der kan dække kommunens behov for almen flyvning, og vil sikre de eksisterende pladsers beståen, bl.a. ved at der i støjkonsekvensområdet ikke inddrages arealer til støjfølsom arealanvendelse. Der henvises til afsnit 4.32.8 og 4.32.9 om støjfølsomme områder og flyvepladser i retningslinjer for støj.
Eksisterende flyvepladser
Der flyves almen flyvning fra flyvepladserne ved Kaldred og Gørlev. Derudover er der en privat flyveplads ved Lerchenborg.
Kalundborg Flyveplads ved Kaldred har status som offentligt godkendt flyveplads, hvorfor der uden særskilt tilladelse kan foretages erhvervsmæssig flyvning fra pladsen.
Kommunalbestyrelsen vil støtte, at Kalundborg Flyveplads bevarer denne status, idet flyvepladsen vurderes at være af både kommunal og regional betydning.
Fra Kalundborg Flyveplads foregår flyveaktiviteter i form af: erhvervsflyvning, privatflyvning, skoleflyvning og landingsrunder, flyvning med motorsvævefly og almindelige svævefly.
Fra Gørlev Flyveplads foregår der privatflyvning med motorfly og ultralette fly.
Der har tidligere fundet faldskærmsflyvning sted fra Lerchenborg Flyveplads, men aktiviteten foregår ikke længere. Lerchenborg Flyveplads benyttes til privatflyvning med motorfly.
Herudover findes der landingsbaner, der alene benyttes af ejeren. Disse landingsbaner kræver landzonetilladelse, men ikke miljøgodkendelse.
Behov for fritidsflyvepladser
Kommunen vil arbejde for at sikre en hensigtsmæssig geografisk spredning af fritidsflyvepladser under hensyntagen til brugeroplandet.
- Svæveflyvning. Svæveflyvning er ikke særlig oplandsafhængig, og mange brugere af Kalundborg Flyveplads kommer fra andre kommuner. Kommunen finder, at den eksisterende svæveflyveplads vil kunne dække behovet.
- Faldskærmsflyvning. Faldskærmsflyvning er ikke særlig oplandsafhængig, og der vurderes ikke at være et behov for nye pladser til faldskærmsflyvning i kommunen.
- Flyvepladser til ultralette fly. Det er kun flyvepladsen ved Gørlev. Yderligere behov vil bero på konkret vurdering.
- Modelflyvepladser. Modelflyvepladsernes brugerkreds kommer normalt fra pladsens nære omgivelser. Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde vurdere, om etableringen af nye modelflyvepladser afspejler et konkret, lokalt behov. Modelflyvepladser skal have landzonetilladelse, men de skal ikke miljøgodkendes. Pladserne skal dog overfor det kommunale tilsyn vise, at de generelle støjkrav, jf. retningslinjen vedrørende støj, kan overholdes.