Redegørelse for støjende fritidsanlæg

Begrebet støjende fritidsanlæg dækker anlæg for udøvelse af motorsport, herunder friluftsanlæg for skydesport samt andre typer sportsbetonede fritidsaktiviteter, hvor de benyttede maskiner ikke er neddroslede. At en maskine er neddroslet betyder, at der er foretaget tekniske ændringer i maskinen, som bevirker, at den ikke kan køre så stærkt og dermed ikke larmer så meget. Støjgrænserne for støjende fritidsanlæg er højere end de generelle støjgrænser, fordi disse baner kun udnyttes få timer om ugen.

En forudsætning for, at de støjende fritidsanlæg kan benyttes med så få indskrænkninger som muligt er, at lokaliseringen er valgt under hensyntagen til især støjfølsomme områder. På grund af de miljømæssige problemer, der følger af de støjende fritidsanlæg, ønsker kommunen, at antallet af anlæg begrænses, og at nye behov søges dækket ved udvidelse af eksisterende anlæg.

Ved lokalisering af nye anlæg og ved udvidelsen af eksisterende skal der, med henblik på en hensigtsmæssig geografisk spredning af anlæggene, tages hensyn til beliggenheden af lignende anlæg i Kalundborg kommune såvel som i nabokommunerne.

Ved lokalisering af støjende fritidsanlæg kan der være tale om placering i tidligere eller eksisterende råstofgrave, idet gravenes skrænter virker som naturlige støjvolde. Ved etablering af støjende fritidsanlæg i råstofgrave skal der tages udgangspunkt i eventuelle planer for gravenes efterfølgende funktion og risikoen for forurening af grundvandet, ligesom der ved placering i igangværende grave skal tages hensyn til det samlede støjbillede. Kommunen vil som udgangspunkt ikke dispensere fra de vejledende støjgrænser ved etablering af nye støjende fritidsanlæg.

Anden planlægning

Etablering af et støjende fritidsanlæg vil ofte forudsætte, at der foretages en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM). Desuden skal kommuneplanlægningen, og oftest også lokalplanlægningen, være på plads før etableringen, ligesom planlægning for anlæg i tidligere eller eksisterende råstofgrave kun kan ske i henhold til den regionale råstofplan.

Skydebaner

Rent militære anlæg er ikke omfattet af retningslinjerne.

Flugtskydebaner skal etableres under hensyntagen til omgivelserne, dvs. med stor afstand til støjfølsomme områder.

Skiveskydning finder sted på dels kortdistancebaner, dels langdistancebaner. Da kortdistancebaner kan etableres i BYOMRÅDE, og eventuelt indendørs, skal det åbne land friholdes for udendørs kortdistancebaner, medmindre de kan etableres sammen med en langdistancebane, som oftest kræver en placering i det åbne land. Da langdistancebaner kræver en særlig placering pga. såvel støj som arealforbrug, har kommunen fastsat det princip, at der skal være mindst ca. 10 km til nærmeste tilsvarende bane. Afstandskravet kan fraviges på baggrund af en konkret vurdering.

Motorsportsanlæg

Kommunalbestyrelsen finder, at der i Kalundborg Kommune ikke er mulighed for at placere de største og mest støjende typer motorsportsbaner, såsom automobilsportsbaner, speedwaybaner o. lign. set i relation til de natur- og miljømæssige interesser, som kommunen ønsker at fremme. Denne type anlæg vil medføre meget store støjkonsekvensområder.

For øvrige motorsportsanlæg gælder, at kommunen vil sikre en hensigtsmæssig geografisk spredning under hensyntagen til oplandets størrelse og anlæggets karakter.

  • • Der er en motocrossbane i kommunen, beliggende nordøst for Svebølle. Kørsel med motocrossmaskiner er ikke særligt oplandsafhængigt, og den ene bane vurderes at kunne dække behovet. Ved Høng findes endvidere en bane, som kun kan benyttes til kørsel med mikrocrossmaskiner op til 80 cc.
  • Der findes en gocartbane i kommunen (beliggende ved Løgtved). Denne reguleres som en erhvervsvirksomhed og falder derfor ikke ind under retningslinjen, men derimod ind under de generelle retningslinjer for støj. Se i øvrigt nedenfor. Der vurderes umiddelbart ikke at være behov for yderligere gocartbaner i kommunen, da denne type sportsaktivitet vurderes ikke at være særlig oplandsafhængig

Aktivitetscentre for aktiviteter af støjende karakter

Aktivitetscentre for aktiviteter af støjende karakter såsom udlejning af vandscootere til sejlads, gokartkørsel mm. er typisk kendetegnet ved, at de benyttede maskiner er droslet ned, så uprofessionelle kan håndtere maskinerne. Støjniveauet for de neddroslede maskiner er væsentligt lavere end for konkurrencemaskiner. Omvendt er banernes åbningstider lange og ligger i aften- og weekendtimerne. Derfor sidestiller kommunen denne type aktivitetscentre med almindelige erhvervsvirksomheder rent støjmæssigt, hvilket betyder væsentligt lavere støjgrænser end gældende for sportslige støjende fritidsaktiviteter.

Kommunen finder ikke, at optræk af paragliders mm. i kystområder er forenelige med de natur- og miljømæssige hensyn, som kommunen ønsker at fremme, idet en vis støjpåvirkning ikke vil kunne undgås.

Vandscooter-sejlads

Sejlads med vandscootere er reguleret af bekendtgørelse om regulering af ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet med vandscootere mv. Bekendtgørelsen kan findes på retsinformation.dk